Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyste en ung mand på 23 år, der sent onsdag aften forsvandt fra en fest. Torsdag morgen er han blevet fundet i god behold.

Manden forlod en fest mellem Sorø og Slagelse onsdag aften og blev meldt savnet, da han ikke vendte hjem til sin bolig.

»Han er gået fra en fest og var lidt småberuset. Han havde haft et skænderi med sin kæreste, og så er han gået fra stedet,« fortalte vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Østervig, til B.T. tidligere torsdag morgen.

Nu er den 23-årige kommet hjem i god behold.

»Vi blev kontaktet af hans far, som fortalte, at han var kommet hjem med en taxi,« siger vagtchef Henrik Karlsen til B.T. torsdag ved 8.50-tiden.

Politiet modtog anmeldelsen om sagen klokken 22.46 onsdag aften.

Den 23-årige var søgt mod en skov efter at have forladt festen.

Efterfølgende blev der indsat hundepatruljer og en varmesøgende drone i bestræbelserne på at finde den 23-årige.