En 23-årig mand er blevet varetægtsfængslet i to uger efter at have fremsat konkrete dødstrusler til formanden for det stærkt indvandrerkritiske parti Stram Kurs, Rasmus Paludan.

Truslen er fremsat, efter Rasmus Paludan fredag arrangerede en koranafbrænding foran Christiansborg.

»Jeg modtager mange dødstrusler, men den her er mere konkret, end dem jeg plejer at få,« siger Rasmus Paludan.

Den 23-årige indleder sin mail med at spørge Rasmus Paludan, om han er klar til at dø.

On March 22nd 2019 Islam critic Rasmus Paludan and his party burned the Quran in protest outside Christiansborg Palace. This happened at the same time as the muslim organization Hizb ut Tahrir hosted a Friday Prayer outside the Parliament Building commemorating the victims of the New Zealand Mosque attacks. . (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Vis mere

'I fald min besked bliver anmeldt, så vid, at det danske politi (som jeg ikke har noget problem med overhovedet) ikke kan hjælpe dig eller beskytte dig i denne sag,' skriver den 23-årige i mailen.

Han fortæller, at han er fast besluttet på at på at gøre truslen til virkelighed.

'Jeg har fulgt dig over en længere periode, og har endelig besluttet mig for at gøre en ende på din håbløse sag,' skriver den 23-årige, der underskriver sig med sit eget navn.

Rasmus Paludan fortæller, at han nærmest dagligt modtager dødstrusler.

»Jeg modtager desværre næsten flere dødstrusler end vælgererklæringer,« siger han.

De fleste af dem bliver fremsat anonymt på Facebook eller Youtube. De seneste ti måneder har Rasmus Paludan indgivet omkring 65 anmeldeslser til politiet omkring trusler.

Mange af anmeldelserne fører ikke til sigtelser. Enten fordi truslerne er fremsat af personer under den kriminelle lavalder, eller fordi politiet ikke kan finde frem til afsenderen.

»Det værste er ikke dødstruslerne, for personer der slår folk ihjel annoncerer det sjældent først. Det er værre med dem, der opfordrer til drab, for man ved ikke hvem, der kan finde på at følge sådan en opfordring,« siger Rasmus Paludan.

Er du ikke selv med til at fremprovokere dødstrusler, når du arrangerer koranafbrændinger på åben gade?

»Jeg kan godt følge den tankegang, at hvis man udsætter mig for vold, så bekræfter man bare min pointe. Men det er absurd, at jeg skulle ønske at blive udsat for vold bare for at underbygge mit argument.«

Søndag formiddag klokken 11:14 anholdt politiet den 23-årige i København.

Han blev mandag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han blev sigtet for overtrædelse af §266 varetægtsfængslet i 14 dage.