Lørdag eftermiddag blev en 78-årig mandlig cyklist påkørt af en bilist, der flygtede fra stedet.
Politiet mener nu at have identificeret flugtbilisten, og derfor er en 23-årig mand blevet sigtet for flere forhold, herunder at flygte fra gerningsstedet på Ydre Ringvej i Fredericia.
Den mistænkte blev anholdt lørdag aften på sin bopæl, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet har også sigtet den 23-årige mand for uagtsom legemsbeskadigelse og for at have kørt bil uden et gyldigt kørekort.
Desuden oplyser politiet, at der blev fundet amfetamin, hash og heroin på mandens bopæl, hvorfor politiet også har sigtet ham for besiddelse og salg af narkotika.
Den 23-åriges bil er efterfølgende blevet beslaglagt med henblik på videre undersøgelse af en bilinspektør.
Efter anholdelsen er han siden blevet løsladt, men er altså fortsat sigtet i sagen.
Den 78-årige blev indlagt med alvorlige skader, der er intet nyt om mandens tilstand mandag.
Hændelsen skete lørdag klokken 17.20.