Københavns Politi har anholdt en 23-årig mand i forbindelse med skudepisoden i Københavns Nordvestkvarter natten til søndag. Opgøret er ikke banderelateret.

Gerningsmanden til skyderiet i Københavns Nordvestkvarter natten til søndag er formentlig fundet. Politiet har anholdt en 23-årig mand, som man mener står bag serien af skud på Ørnevej, der ramte en 21-årig mand.

- Vi arbejder fortsat på højtryk med sagen, og det er endnu for tidligt at komme ind på et motiv. Men der er ikke noget, der tyder på, at det er banderelateret, siger den centrale efterforskningsleder Hans-Erik Raben.

Politiet vil fortsat gerne have henvendelser fra vidner til skyderiet, men ifølge Hans-Erik Raben mener man kun, at der er én gerningsmand. Ifølge politiet er der blevet skudt med en kaliber 22-pistol.

Det 21-årig offer er uden for livsfare og blev søndag opereret efter at være blevet ramt i højre side af hovedet. Ifølge politiet er ofret kendt for nogle småting, men er ikke kendt i bandesammenhæng.

/ritzau/