Hun kunne ikke høre, hvad de råbte. Hun kunne ikke forstå det. Men det behøvede hun heller ikke. Hun var ikke tvivl.

Det var hende, det handlede om. Hende, der var målet.

Hun klodsede bremsen. Kiggede. Ventede.

Hendes hjerterytme tog til. Hun var bange.

De seneste par dage har grupperinger af unge mænd på Nørrebro skudt med fyrværkeri efter både hinanden og tilfældigt forbipasserende.
De seneste par dage har grupperinger af unge mænd på Nørrebro skudt med fyrværkeri efter både hinanden og tilfældigt forbipasserende. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Gruppen af drenge stod kun fem meter fra hende. De havde blokeret cykelstien med en masse væltede cykler. Der var ingen vej forbi.

Det næste, hun så, var lysglimtet. Fontænen af små gnister, der let dansede hen over bilens tag.

Drengene havde placeret et stort fyrværkeribatteri på en parkeret bil og havde netop sat en lighter til lunten.

En af drengene stillede sig nu om bag batteriet, tog fat i siden på det og rettede det direkte mod Line.

»Jeg kan bare huske, at jeg tænkte: Shit. Jeg skal væk herfra.«

Et kvarter forinden - omkring kl. 21 torsdag aften - var Line gået ned på gaden for at hente noget mad, hun og kæresten havde bestilt over nettet.

Hun havde taget et elektrisk løbehjul og var nu - med maden hængende på styret - på vej hjem til lejligheden på Tagensvej.

Det var her - lige ved Mjølnerparken - hun mødte gruppen af drenge. Især området omkring Mjølnerparken, Esromgade og Den Røde Plads på ydre Nørrebro har været knudepunkt for urolighederne i den københavnske bydel de seneste dage.

»Jeg vendte løbehjulet lige med det samme og satte bare afsted,« husker Line Rasmussen.

Hun husker også, hvordan gnisterne og de farvestrålende ildkugler sprang om ørerne på hende, imens hun febrilsk trykkede speederen på løbehjulet i bund og lagde drengegruppen bag sig.

Mange lignende angreb

Line fandt en anden vej hjem, og tilbage i sikkerhed fortalte hun chokeret kæresten om hændelsen.

De ringede med det samme til politiet, som oplyste, at de havde fået rigtig mange henvendelser fra borgere på Nørrebro, der alle havde oplevet lignende angreb andre steder på Nørrebro torsdag aften.

Politiet noterede Lines historie og fortalte hende, at de arbejdede på sagen.

Føler sig fængslet i eget hjem

Line Rasmussen kommer oprindeligt fra Nordjylland, og selvom unge drenge også på de kanter fyrer krudt af og laver drengestreger op til nytår, har hun aldrig oplevet noget som det her.

»Det er meget ekstremt. Og meget utrygt.«

Line Rasmussen lider af angst, og hændelsen fredag aften har efterladt hende i en forværret tilstand, hvor kaostankerne og frygten for nye angreb er krøbet ind under huden på hende.

Hun føler sig fanget - nærmest fængslet - i sit eget hjem.

»Lige nu er jeg der, hvor jeg frygter, at der er nogen, der skyder efter mig, hvis jeg går ud igen.«

Hun og kæresten har aftalt, at de bliver indendørs, så længe der bliver affyret krudt på gaden.

Samtidig har de også aftalt, at det for alvor er på tide at forlade Nørrebro.

»Vi vil virkelig gerne finde en anden lejlighed. Vi har boet på Nørrebro i 2,5 år, men det er første gang, at jeg har oplevet, det var så slemt,« siger hun og fortsætter:

»Det er virkelig frustrerende, at folk ikke kan opføre sig ordentligt, og havde det ikke været så svært at finde en lejlighed i København, var vi flyttet.«