Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Samme aften som en 22-årig rengøringsassistent var ude for en dødsulykke, modtog hendes arbejdsgiver, rengøringsvirksomheden COOR, mundtligt et strakspåbud fra Arbejdstilsynet.

Det skete, fordi kvinden, der ifølge politiet kom fra Moldova, blev klemt mellem en gulvvaskmaskine og en hylde, da hun skulle parkere maskinen som anvist.

Det fremgår af en besøgsrapport fra Arbejdstilsynet, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i:

- Ved Arbejdstilsynets besøg, kunne det konstateres, at maskinen holdt på en afmærket plads, som virksomheden bekræfter, er maskinens faste holdeplads, skriver tilsynet og fortsætter:

- Over afmærkningen forfaldes en hylde, der ragede ca. en meter ud fra væggen.

COOR blev derfor straks bedt om at sikre, at gulvvaskmaskinen af mærket Swingo 4000 Taski kan anvendes “sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt” ved Arbejdstilsynets besøg søndag aften den 15. maj.

Ifølge Københavns Vestegns Politi var kvinden alene, da ulykken skete. Klokken 19.53 alarmerede tilstedeværende i bygningen 112, hvorefter hun blev fragtet til hospitalet. Klokken 20.45 blev hun erklæret død på hospitalet.

Ulykken skete ved den hal, der er tilknyttet Baltorpskolen i Ballerup på adressen Rugvænget 10.

Arbejdstilsynet er stadig i gang med at få de sidste detaljer om ulykken på plads, og har derfor endnu ikke en fuld rapport om ulykken færdig.

Alle dødsulykker oprettes som en grov overtrædelse, hvorefter tilsynet tager stilling til, om ulykken skal politianmeldes for overtrædelse af arbejdsmiljøloven.

Det er rengøringsvirksomheden COOR, der er hyret af Ballerup kommune til at gøre rent på Baltorpskolen.

Fagbladet 3F er i gang med at indhente en kommentar til strakspåbuddet fra COOR.

Tidligere har COOR ikke villet udtale sig om ulykken af hensyn til pårørende og medarbejdere.

Administrerende direktør Jørgen Utzon kaldte umiddelbart efter dødsulykken “forfærdelig tragisk”:

- Lige nu gør vi alt for at tage hånd om familien og de nærmeste. Vores tanker går til de berørte medarbejdere og deres familier, sagde han.