En dommer i Retten på Frederiksberg har løsladt en 22-årig mand, der i weekenden blev skudt af politiet i Tingbjerg i København, oplyser forsvarsadvokat Martin Due Lomholdt.

Den 22-årige mand var i weekenden ikke i stand til at møde i retten, og i dommervagten i Københavns Byret vurderede en dommer, at der på baggrund af det foreløbige materiale fra politiet var tilstrækkeligt grundlag for at fængsle manden in absentia.

Men ved tirsdagens retsmøde ved Retten på Frederiksberg, hvor sagen i mellemtiden er overgået til, foreviste Martin Due Lomholdt en videosekvens, som ikke var blevet fremlagt ved det første retsmøde.

Sekvensen viser skyderiet fra en anden vinkel end den, der blev vist ved det første retsmøde, og ifølge advokaten lagde dommeren blandt andet vægt på netop den i forbindelse med sin afgørelse.

Også den forklaring, som den 22-årige mand afgav ved tirsdagens retsmøde, indgår i vurderingen.

På den fremlagte video ser det ud til, at den politimand, som skyder mod den bil, hvor den 22-årige sad, affyrer skuddene, da bilen er på vej væk fra betjenten.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforsker sagen med henblik på at afklare, om der er grundlag for en straffesag mod de implicerede politifolk.

Den 22-årige var efter tirsdagens retsmøde en fri mand, da anklagemyndigheden ifølge Martin Due Lomholdt valgte ikke at kære rettens afgørelse til Østre Landsret.

RITZAU