En tyv forsøgte ifølge politiet at dræbe en efterskolelærer efter et mislykket indbrud.

Fyns Politi har anholdt en 22-årig mand og sigtet ham for natten til søndag at have forsøgt at dræbe en lærer på Nyborg Efterskole.

Det var fundet af mandens sko og et par briller på gerningsstedet, der hjalp politiet på sporet af den nu anholdte.

Manden har ifølge politiet erkendt at have været på stedet natten til 10. december. Men det er uklart, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Det er politiets opfattelse, at gerningsmanden er en indbrudstyv, der efter et mislykket indbrud på efterskolen vendte tilbage til skolen, hvor den 58-årige efterskolelærer overnattede.

Klokken var lidt i tre om natten, da læreren første gang hørte mistænkelige lyde ved lærernes soverum. Læreren stod op og overraskede en indbrudstyv.

- Tyven tabte den ene sko og en lommelygte og stak derefter af fra stedet. Politiet kom derud og instruerede læreren i fortsat at holde døren låst, sagde vagtchef Søren Frederiksen søndag til Ritzau.

Men et par timer efter var den gal igen. Tyven vendte tilbage til gerningsstedet.

- Han påstod, at han havde tabt en stålbrille, som han forlangte at få igen. Så opstår der en situation, hvor læreren bliver stukket i armhulen. Formentlig med en kniv, men det ved vi ikke, sagde vagtchefen.

Læreren, der er uden for livsfare, er ifølge politiet overbevist om, at der er tale om samme gerningsmand. I løbet af onsdagen vil der blive taget stilling til, om den 22-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.