Dyreværnet reddede fredag 21 vanrøgtede hunde fra en lejlighed på Lolland. I dag, fem dage efter, kæmper dyrlægerne stadig med at redde hundemoren Carries liv.

Det skriver Dyreværnet selv på sin Facebook i et hjerteskærende opslag.

'Bare vi dog kunne give jer en mere håbefuld opdatering, men Carries tilstand er fortsat livstruende. Vi gør alt, hvad vi kan for, at den svækkede hvalpemor overlever og bliver genforenet med sine tre kun 21 dage gamle hvalpe <3.'

Dyreværnets direktør, Rikke Christensen-Lee, fortæller, at dyrlægerne i fire timer kæmpede med at genoplive hundemoren til tre, chihuahuaen Carrie, efter to hjertestop. Men på grund af kalkmangel grundet fejlernæring er hundemoren stadig i livsfare.

Derfor kan Dyreværnet ikke gøre andet end at bede om folks tanker og kærlighed til hunden, og det er der utallige, der har givet.

Opslaget med den døende hund har fået knap 2.000 likes og over 500 kommentarer efter tre timer. Her er der flere, der samtidig langer ud efter ejeren af de vanrøgtede hunde.

Sydsjællands og Lolland-Falters Politi tog 12 hvalpe og ni voksne hunde af racerne Labrador, Chihuahua og Chinese Crested med sig fra lejligheden. Politiet har dog senere vurderet, at hundene ikke var misrøgtede, men blot underernæret. Derfor fik sagen ikke noget retsligt efterspil for den 49-årige kvindelige ejer, der får fire af hundene tilbage igen.

Politiets beslutning undrer Rikke Christensen-Lee.

»Jeg stiller mig dybt undrende overfor denne udmelding. Der har ikke været 'en dyrlæge' og tilse hverken hvalpe eller de øvrige hunde, som alle er i Dyreværnets varetægt. Jeg har tilset dem og min dyrlægekollega hos Dyreværnet har tilset dem. Hvad jeg derimod ved, er, at Dyreværnets blodprøver viser, at dyrene har lav blodprocent og lavt proteinindhold, hvilket er typisk ved underernæring over en længere periode. Nogle af dem har desuden rådne tænder, voldsomme ormebylder og pelsknuder,« siger dyreværnsdirektøren til Dyreværnet.dk.