En 21-årig mand er afgået ved døden efter en 'episode' omkring Kappelvænget i Aarhus V fredag aften.

Det oplyser Østjyllands politi på Twitter.

Tidligere på aftenen, var politikredsen ude og oplyse, at de var til stede i området for at undersøge en 'hændelse'.

Hvilken slags hændelse, der er tale om, og hvordan manden er død, ønsker politikredsen på nuværende tidspunkt ikke at komme nærmere ind på.

De oplyser dog, at de er i fuld gang med undersøgelser og kommer til at arbejde på stedet et stykke tid endnu. Blandt andet arbejder de på at fastslå dødsårsagen.

Politiet har tidligst nye oplysninger i sagen lørdag, lyder det.

De pårørende til den afdøde er underrettet.

B.T.s mand på stedet fortalte tidligere på aftenen, at politiet har afspærret et større område fra indgangen til Fakta og hele vejen op til Fjældevænget - altså stort set hele Kappelvænget.

Han fortalte desuden, at både politibiler og en indsatsledervogn er på stedet.