Den 21-årig Helmi Mossa Hameed er i dag blevet tiltalt for trafikdrab på en femårig pige.

Tiltalen lyder blandt andet på uagtsomt manddrab og kørsel i påvirket tilstand, og anklageren går efter en straf på mindst fire års fængsel.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse torsdag.

Det rystede hele Danmark, da Helmi Mossa Hameed 28. oktober sidste år i påvirket tilstand ramte den lille pige og hendes mor på Peter Bangs Vej.

Den femårige pige blev dræbt på stedet, da Helmi Mossa Hameed fra en sidevej kørte tværs over Peter Bangs Vej og op på fortovet, hvor pigen befandt sig sammen med sin mor.

Moren blev også påkørt, men slap med lettere kvæstelser.

Den 21-årige flygtede fra stedet, men efter en intens menneskejagt blev han anholdt dagen efter.

Manden er nu blandt andet tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, kørsel i bevidstheds- og narkopåvirket tilstand og uden at have generhvervet sin førerret efter en tidligere frakendelse samt for at flygte fra et færdselsuheld uden at hjælpe en person i øjensynlig livsfare.

Vanvidsbilisten Helmi Mossa Hameed blev idømt seks års fængsel for at have kørt en femårig pige ihjel.
Vanvidsbilisten Helmi Mossa Hameed blev idømt seks års fængsel for at have kørt en femårig pige ihjel. Foto: Københavns Politi
Vis mere


Han er desuden tiltalt for sin kørsel i forbindelse med et alvorligt færdselsuheld 19. januar 2019 på Ingerslevsgade på Vesterbro, hvor to personer blev alvorligt kvæstet.

Her omfatter tiltalen blandt andet forsætlig fareforvoldelse, uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder, spirituskørsel og kørsel med for høj hastighed.

Anklageskriftet indeholder i alt 35 forhold, herunder også narko- og berigelseskriminalitet.

Bliver den 21-årige kendt skyldig, kan han sandsynligvis se frem til en længere fængselsstraf.

»Sagen rummer en række meget alvorlige straffelovsovertrædelser, herunder især trafikdrabet i Valby. Jeg har derfor vurderet, at der er grundlag for at rejse tiltale ved nævningeting – hvilket er sædvanlig fremgangsmåde i sager, hvor anklagemyndighedens strafpåstand overstiger fire års fængsel,« siger advokaturchef Kristian Kirk Petersen.