21-årig mand er blevet tiltalt for drabsforsøg på 14 personer. Hans sag skal behandles i Retten i Aarhus.

Anklagemyndigheden ved Grønlands Politi oplyser, at en 21-årig mand er tiltalt for at have forsøgt at skyde og dræbe 14 tilfældige personer.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra politiet.

To personer blev 22. marts i fjor ramt og såret af skud, mens tre andre blev såret af glassplinter, da en helikopter fra Air Greenland blev beskudt på landingspladsen ved Narsaq i det sydlige Grønland.

Ud over skuddene mod helikopteren affyrede manden ifølge anklagemyndigheden også skud mod tilfældige personer i byen. Han var bevæbnet med en riffel.

Anklagemyndigheden har vurderet, at manden har haft forsæt til at dræbe 14 personer, og derfor er der rejst tiltale efter straffelovens bestemmelse om henholdsvis manddrab og samme lovs forsøgsbestemmelse.

Sagen er berammet til at køre over fem dage. Det sker fra 18. til 22. marts ved Retten i Aarhus. Grønlands Politi skriver, at sagen føres i Aarhus grundet "særlige omstændigheder", men uddyber ikke dette nærmere.

Grønlands Politi har ikke oplyst, hvorledes den 21-årige forholder sig til anklagen.

Den 21-årige mand blev anholdt, cirka en halv time efter at skyderierne fandt sted, og har siden været i politiets varetægt.

Politiet mente dengang ikke, at nogle af de ramte havde en forbindelse til gerningsmanden, oplyste vicepolitiinspektør fra Grønlands Politi Lars Bjerregaard.

Grønlands Politi fik hjælp af danske kriminalteknikere i sagen, skrev mediet Sermitsiaq i forbindelse med skudhændelsen.

Politiet oplyste i timerne efter anholdelsen af den dengang 20-årige mand, at ingen af de sårede var i livsfare.

Politiet betegnede sagen som "meget alvorlig" og i forbindelse med grundlovsforhøret, som førte til kendelse som fortsat tilbageholdelse af den sigtede - det svarer til varetægtsfængsling - bad anklagemyndigheden om såkaldt dobbeltlukkede døre.

Dobbeltlukkede døre betyder, at alle oplysninger - også sigtelsen, som normalt selv i lukkede retsmøder læses op for åbne døre - fremlægges uden adgang for tilhørere.

Det er som regel kun de mest alvorlige sager om organiseret kriminalitet og sager om eksempelvis terror, hvor der kan være medgerningsmænd på fri fod, der kører for dobbeltlukkede døre.

/ritzau/