Der er i nat affyret mindst tre skud i Københavns Nordvestkvarter. En 21-årig mand blev ramt af et af skuddene, men har endnu ikke kunnet afhøres.

En 21-årig mand blev ramt af et skud bag højre øre, da der i nat blev affyret mindst tre skud på Ørnevej i Københavns Nordvestkvarter. Flere vidner hørte skud blive affyret, og politiet fandt efter skyderiet tre patronhylstre af "en meget lille kaliber".

Lægerne arbejdede i nat på at fjerne projektilet fra den 21-årige mands baghoved. Hans tilstand er fortsat kritisk, men stabil nok til at politiet nu kan foretage en afhøring af manden.

Politiet ved her til morgen stadig ikke hvorfor skuddene blev affyret eller hvem der gjord det.

- Vi er på vej ned for at afhøre den 21-årige, og vi håber vi på den måde kommer et par skridt videre, siger den centrale leder af efterforskningen i København, Peter Steffensen.

Offeret er kendt af politiet for nogle småting, og efterforskningslederen mener ikke, at skyderiet har noget med den verserende bandekonflikt at gøre.

Politiet efterlyser vidner der kan have set noget mistænkeligt op til skyderiet og bagefter. Københavns Politi kan træffes på 114 eller 33141448

Ritzau