En mand blev overfaldet i rygeskur foran sygehuset i Herning af tre mænd, som stadig er på fri fod.

En 21-årig mand er onsdag eftermiddag blevet overfaldet af tre mænd foran sygehuset i Herning.

Manden blev slået med køller, sparket og ramt af fem knivstik i ryggen. Han er blevet indlagt til behandling på sygehuset, men hans skader er ikke livstruende.

Det oplyser vagtchef Jesper Brøndum fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Gerningsmændene er fortsat på fri fod.

- Offeret har ikke været særlig meddelsom, men han har forklaret, at han sad i et rygeskur foran indgangen til sygehuset, hvor han skulle tilses på grund af et beskadiget ben. Tre mænd henvender sig, og der opstår slagsmål, hvor han bliver slået med en kølle samt stukket flere gange i ryggen med en kniv, siger vagtchefen.

Den 21-årige mand, som bor i Herning, anvender krykker på grund af sin benskade.

De tre overfaldsmænd, der alle var iført mørkt tøj, løb fra stedet i nordlig retning af Gullestrupvej mod en OK-tankstation.

- På tankstationen træffer vi seks personer, som vi mistænkte for at have forbindelse til sagen. Men de har fået lov til at gå igen, oplyser vagtchefen.

/ritzau/