En 21-årig mand er søndag aften ramt og såret af skud.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog klokken 20.26 via 112 anmeldelse om, at en person havde afgivet skud i Store Rådhusgade i Sønderborgs centrum.

Ved episoden blev en 21-årig mand fra Sønderborg såret.

Han er nu indlagt på sygehuset – og er uden for livsfare.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser i den forbindelse gerningsmanden, der kom cyklende på en nyere mountainbike med et sølvfarvet skær.

Politiet beskriver manden således:

  • Mørkt tøj med hætte over hovedet
  • Sorte Adidas-sko med hvide striber og hvid sål
  • Benyttede en nyere mountainbike af et ukendt mærke. Den havde et sølvfarvet skær.

Vedkommende kom desuden kørende i retning fra Rådhustorvet og fortsatte efter skudepisoden ad Store Rådhusgade i ukendt retning.

Politiet opfordrer nu alle, der må have set en person, der passer til beskrivelsen, om at henvende sig på telefon 114. Ser man gerningsmanden, skal man ikke tage kontakt til personen – men politiet – oplyser de videre.