Et tilfældigt møde mellem to mænd med forudgående kendskab til hinanden på Københavns Hovedbanegård udviklede sig onsdag til et knivstikkeri.

Det er torsdag kommet frem i et grundlovsforhør i Dommervagten i Vestre Fængsel.

Her blev en 21-årig mand fremstillet og sigtet for at have stukket en 41-årig mand med kniv på det trafikale knudepunkt i København. Han er desuden sigtet for at have besiddet en kniv på et offentligt tilgængeligt sted.

Knivstikkeriet skete klokken 17.15 onsdag eftermiddag, efter at de to havde mødt hinanden. Den 41-årige blev påført et to centimeter langt knivstik. Han var ikke i livsfare.

Offeret blev bragt til Rigshospitalet efter hændelsen, og her har han afgivet forklaring til politiet.

I den fortæller han blandt andet, at han mødte den sigtede tilfældigt på Hovedbanegården. De to kendte hinanden i forvejen, og den 21-årige skyldte den 41-årige penge.

Den 41-årige henvendte sig til den 21-årige og bad om at få sine penge, og der opstod en kontrovers mellem de to.

Under kontroversen slog den 41-årige den 21-årige. Den 41-årige har forklaret, at der blot var tale om en markering.

Herefter kunne han mærke, at han blev stukket i maven.

Den 21-årige har nægtet sig skyldig i sigtelsen om grov vold. Han sagde i grundlovsforhøret, at det er rigtigt, at han brugte sin kniv, men at det skete i nødværge.

Ifølge hans forklaring sagde den 41-årige, at han ville sprætte ham op.

Klokken 17.50 blev den 21-årige anholdt på Ørestadsboulevarden på Amager.

Dommeren i grundlovsforhøret har fundet, at der er særlig bestyrket mistanke om, at han har gjort sig skyldig i grov vold, og at der skal ske fængsling af hensyn til retshåndhævelsen - altså folks retsfølelse.

Han skal være varetægtsfængslet de kommende 27 dage.

På grund af knivstikkeriet var enkelte regionaltog aflyst og flere forsinket onsdag eftermiddag.

RITZAU