21-årig mand dræbt af skud: Nu er der rejst tiltale
Efter fire år er en 31-årig og 33-årig tiltalt i drabssagen.

Efter fire år er en 31-årig og 33-årig tiltalt i drabssagen.

Tilbage i marts 2022 blev en 21-årig mand dræbt, da han blev skudt i sin bil ved en tankstation i Rosenhøj i Viby J.
Østjyllands Politis efterforskning har nu ført til, at to mænd på 31 og 33 år er blevet tiltalt i sagen.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to mænd er tiltalt for drab begået mod den 21-årige mand natten til 8. marts 2022.
Politiet opfattelse er, at den 21-årige er et uskyldigt offer, som blev skudt i forbindelse med en bandekonflikt.
Tiltalen lyder på drab under særdeles skærpende omstændigheder efter straffelovens § 81 a, den såkaldte bandeparagraf.
Det har været en langvarig efterforskning, som startede i efteråret 2022 med, at politiet delte et videoklip, hvor man ser den ene gerningsmand affyre de dræbende skud.
I november 2022 blev den ene af de to gerningsmænd sigtet i sagen, og i september 2024 blev den anden mand anholdt i Belfast i forbindelse med sagen. Efter en længere udleveringsproces blev han i maj 2026 udleveret til Danmark, hvor han blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.
»Efter en længerevarende efterforskning er sagen oplyst på en måde, der gør, at tiltalen kan rejses. Sagen skal således forelægges for retten, der nu skal vurdere sagens beviser og træffe afgørelse i sagen.« siger senioranklager Rikke Schmit.
Udover en påstand om fængselsstraf vil anklagemyndigheden nedlægge påstand om frakendelse af dansk indfødsret og udvisning for den 31-årige samt påstand om udvisning med indrejseforbud for den 33-årige.
Begge mænd nægter sig skyldige.