Hun var lige steget af bussen midt om natten.

Pludselig hørte hun mandens hurtige skridt bag sig og mærkede hans hånd holde hende for munden, så hun ikke kunne skrige.

Det mareridt blev natten til søndag en skræmmende virkelighed for en 21-årig kvinde på Søborg Hovedgade nord for København, da hun omkring klokken 04 steg af bus 6A, efter at have været i byen i København.

»Da min datter steg af bussen, blev hun nær Søborg Kirke indhentet af overfaldsmanden. Han havde også været med bussen, men de havde ikke haft nogen kontakt under køreturen,« fortæller den 21-åriges mor til B.T. og fortsætter: 

»Kort efter bussen var kørt, skulle hun til at gå ned ad en øde villavej, da hun hørte skridt bag sig, som blev hurtigere og hurtigere.«

»Han tog fat i hende, greb hende og nåede at røre hende over det hele. Men heldigvis nåede hun hurtigt at vende sig rundt og give ham en knytnæve lige i bærret. Han blev paf, men opgav først at forgribe sig på hende, da hun også tog sin telefon frem og lod som om, hun ringede til politiet,« tilføjer offerets mor.

Hun boede i nærheden og blev straks efter ringet op af sin stærkt rystede datter, som hun hentede med det samme.

 »Min datter var meget i chok, så jeg har ikke fået supermange detaljer, og hun syntes først ikke, at jeg skulle ringe til politiet. Men betjentene var supersøde og dygtige, da de lynhurtigt kom frem. De var her på fem minutter,« fortæller den 21-åriges mor.

Hun håber nu, at overvågningsbilleder fra bussen sammen med dna-prøver fra datterens tøj og hånd, som hun slog gerningsmanden med, kan føre frem til ham.

»Jeg overvejer også, om jeg fremover kan udstyre hende med et eller andet, der kan give noget sikkerhed – om det så bare er en hårspray,« siger moderen.

»Det kan ske for alle kvinder. Jeg er selv 51 år og har også nogle gange lavet nogle dumme ting med at gå på øde strækninger og falde i snak med nogen, hvor jeg bagefter har tænkt, at det var fandeme godt, at der ikke skete noget.«

»I forhold til min datter takker jeg min skæbne for, at der trods alt ikke skete hende mere. Vi er mange, der stadig tænker meget på rædselstingen, som overgik Emilie Meng,« tilføjer hun.

Københavns Vestegns Politi bekræfter overfor B.T., at de har fået en anmeldelse om en hændelse, der fandt sted tidligt søndag morgen i Søborg. 

Politiet oplyser, at hændelsen er ved at blive undersøgt nærmere.