Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede søndag ud til en anholdelse i Sønderborg, som udviklede sig dramatisk.

Her forsøgte en 21-årig mand nemlig at tage den ene af politibetjentenes pistol.

»Vi får anmeldelse om vanvidskørsel. Det er en personbil, som har påkørt nogle vejtavler i høj hastighed. Køretøjet skulle holde ved en tankstation, så vi sender en patrulje af sted, men på vej derud får vi nye oplysninger om, at samme personbil skulle have påkørt nogle andre personbiler, der holdt i kø ved krydset. Også med høj hastighed,« forklarer vagtchef Erik Lindholdt.

Da politiet nåede frem, optrådte han aggressivt over for patruljen og forsøgte at tage fat i den ene betjents tjenestepistol.

»Han har så hårdt fat, at de må kæmpe i længere tid for at få ham til at løsne grebet igen. I den forbindelse bliver han så efterfølgende anholdt og kørt ind.«

Den 21-årige mand fra Sydals er blevet sigtet for vanvidskørsel, at køre i narkopåvirket tilstand og for trusler mod politiet.

I forbindelse med anholdelsen kom den ene betjent lettere til skade.