I september blev en mand slået, sparket og stukket med kniv i københavnsk frisørsalon. I alt 13 er fængslet.
En 21-årig mand er fredag i et grundlovsforhør i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet for et groft overfald i en frisørsalon på Nørrebro.
I forvejen sidder 12 personer varetægtsfængslet i forbindelse med episoden, som ifølge politiet skete som led i en bandekonflikt.
Foruden grov vold lyder sigtelsen på frihedsberøvelse.
I omkring et kvarters tid blev offeret om eftermiddagen den 16. september tilbageholdt i frisørsalonen. Her blev han overdænget med spark og slag fra både knyttede næver og slagvåben.
Desuden blev han stukket flere gange i hovedet og på kroppen.
I grundlovsforhøret nægtede den 21-årige sig skyldig, men dommeren valgte at varetægtsfængsle ham i seks dage.
Det er en usædvanlig frist. Det skyldes, at hans fængsling så udløber samtidig med de øvrige fængslede i sagen.
Foruden de nu 13, der sidder bag tremmer, er tre personer blevet varetægtsfængslet in absentia. Det betyder, at politiet leder efter mindst tre personer mere i sagen.
Politiet har tidligere oplyst, at overfaldet skete som en del af en bandekonflikt, og det fremgår da også af sigtelsen mod den 21-årige.
Det vil sige, at straffen kan stige til det dobbelte af den normale straf, hvis han kendes skyldig, når sagen kommer for retten.
I sensommeren og det tidlige efterår var der flere overfald og skyderier i københavnsområdet.
Politiet har tidligere fortalt, at det skyldtes, at en bande er blevet opdelt i to nye grupperinger. Ifølge Ritzaus oplysninger er der tale om banden Brothas, der udspringer fra bebyggelsen Mjølnerparken på Ydre Nørrebro.
/ritzau/