Moren til den døde baby, der sidste uge blev efterladt i Lunden i Horsens, er fundet.

Sydøstjyllands Politi i Horsens fremstillede kl. 13 i dag en 21-årig kvinde i grundlovsforhør i Retten i Horsens.

Det skriver Horsens Folkeblad.

Kvinden blev anholdt tirsdag kl. 14.45. Hun er sigtet for i tiden op til mandag den 2. juni kl. 16.55 at have efterladt sin nyfødte baby hjælpeløs i et krat i Lunden i Horsens.

Babyen var ifølge sigtelsen i live, da moren efterlod hende.

Kvinden nægter sig skyldig i sigtelsen, men sagde ved hjælp af tolk, at hun gerne ville afgive forklaring i retten. Inden valgte dommeren dog at lukke dørene til retten.

På grund af sagens særlige karakter ville det være en unødig krænkelse af den unge kvinde, hvis hendes forklaring kom frem, var argumentet. Derfor vides det heller ikke, hvordan politiet fandt frem til kvinden.

Men med sin spinkle skikkelse og lange lyse hår må det have været nærmest umuligt for hende at skjule en graviditet. Liget af den lille pige blev fundet mandag den 2. juni kl. ca. 16.55 af en tilfældig forbipasserende.

Den lille krop lå i fosterstilling i skovbunden og var svøbt i et håndklæde og pakket i en plasticpose. Babyen lå ca. 20 meter inde i krattet mellem Horsens Kunstmuseum, friluftsscenen og det gamle vandtårn.

Politiet spærrede straks området omkring findestedet af for at sikre de tekniske beviser. Alt tydede på, at liget havde ligget i krattet siden lørdag eller søndag. Fra begyndelsen fokuserede efterforskningen på at finde moderen til det lille barn. Imens blev liget kørt til obduktion.

Den viste tirsdag, at den lille pige var i live efter fødslen, men det kunnne ikke fastslås med sikkerhed, om hun var levende, da hun blev lagt i Lunden. Pigen, der var lys i huden, var velskabt og født til tiden. Hun var omkring to dage gammel.

Obduktionen viste ikke tegn på hverken vold eller sygdom. Babyen blev formentlig ikke født på sygehuset.

Onsdag havde politiet fået omkring 30 henvendelser fra borgere, men det appelerede fortsat om hjælp. Man var bekymret for moren, som man formodede var psykisk uligevægtig og skulle have hjælp hurtigst muligt.

Ved ugens slutning havde politiet fået en halv snes henvendelser mere, men var fortsat på bar bund. Efterforskerne ventede svar på forskellige tekniske undersøgelser - bl.a. DNA og fingeraftryk.

Samtidig holdt borgerne op med at ringe. Mandag sagde politiet, at det ikke havde fået nogen henvendelser siden fredag eftermiddag.