Under et indbrud på Gladsaxe Rådhus er fire bærbare computere blevet stjålet.

En medarbejder havde gemt et regneark med personfølsomme oplysninger om omkring 20.000 borgere lokalt på den ene af computerne, hvilket er et brud på de interne regler for datasikkerhed i kommunen. Derfor kan det ikke udelukkes, at tyven skaffer sig adgang til oplysningerne, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

»Der er tale om et uheldigt sammentræf af et tyveri og en fejl begået af en enkelt medarbejder. Og jeg er rigtig ærgerlig over, at det her kunne ske. Det er vanskeligt at gardere sig helt mod tyveri og menneskelige fejl. Men vi har de seneste måneder gjort en massiv indsats for at oplyse vores ledere og medarbejdere om, hvordan de håndterer fortrolige oplysninger på en sikker måde ifølge de nye datasikkerhedsregler. Og så sker det her alligevel. Det er ikke godt nok,« siger Gladsaxes kommunaldirektør, Bo Rasmussen.

Gladsaxe Kommune vil nu se på, hvordan man kan blive endnu bedre til at sikre, at fortrolige oplysninger ikke havner i forkerte hænder. Det kan eksempelvis ske ved at kryptere oplysninger fremover.

Endelig vil kommunen se på, om rådhuset kan sikres bedre.

»Og så håber vi, at der er tale om et brugstyveri, hvor harddisken er blevet slettet umiddelbart efter tyveriet med henblik på videresalg af computeren. Når vi ser på omstændighederne omkring tyveriet, er det efter alt at dømme det mest sandsynlige,« siger Bo Rasmussen.

Gladsaxe Kommune har meldt tyveriet til politiet, ligesom også Datatilsynet er orienteret om sagen.

Kommunen har desuden været i kontakt med en it-sikkerhedsekspert, der vurderer, at risikoen for misbrug af cpr-numrene er ganske lille.