Der opstod tumult, da omkring 200 mennesker natten til onsdag blev afvist til en koncert med den danske rapper Kesi i Aarhus.

Der var ikke plads til dem på spillestedet Kupé, der var helt fyldt, og det førte til, at nogle af de skuffende koncertgæster endte i slagsmål. Det skriver Århus Stiftstidende.

Samtidig var den store forsamlede menneskemængde foran Kupé skyld i, at trafikken ved tre-tiden blev blokeret på Europaplads.

'Politiet havde derfor flere patruljer på stedet for at bryde menneskemængden op og få dem i kø, så de ikke stod på kørebanen. Det var dog lettere sagt end gjort, idet en gruppe unge mænd kom op at toppes,' skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Syv af dem ville ikke forlade stedet, og de blev derfor sigtet for at forstyrre den offentlige orden. En anden blev sigtet for at forhindre politiets arbejde.

'Alle otte blev anholdt og bragt til politistationen på den anden side af gaden,' oplyses det.