Det var i eftermiddag ved formentligt 16-tiden i Sølvgade, at den 20 årige blev udsat for grov vold af formentligt tre-fire yngre mænd.

Mændene kørte galt på Nørretorv på vej fra gerningsstedet og flygtede derefter fra uheldsstedet.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet modtog an anmeldelse klokken 16.25 tirsdag om et færdselsuheld på Nørretorv i Horsens. Vidner på stedet kunne oplyse, at en BMW var kørt galt i en soloulykke, og at flere yngre mænd var flygtet fra stedet.

Kort tid efter modtog Sydøstjyllands Politi så endnu en anmeldelse. Denne gang havde vidner set en ung mand tidligere på dagen, der blev udsat for grov vold i Sølvgade.

Det skulle vise sig, at de tre-fire mænd, der havde udført vold mod den unge mand var taget fra stedet i en BMW. Kort tid efter kunne de to anmeldelser kædes sammen.

Efterforskningen omfatter ofret, to gerningssteder, der har været afspærret i længere tid, køretøjet, vidneudsagn m.v. Hunde, teknikkere og mange politifolk er også en del af efterforskningen.

Det 20-årige voldsoffer er i kritisk tilstand, og de pårørende er underrettet.

Sydøstjyllands Politi fortsætter efterforskningen natten igennem, men der vil ikke blive givet yderligere oplysninger til offentligheden før tidligst i løbet af formiddagen i morgen i form af endnu en pressemeddelelse.