Det var ikke meningen, at den 29-årige pædagog Yamma Ahamadzai fra Aarhus, skulle dø, da en ung sindslidende mand dagen før nytårsaften i fjor flere gange stak ham med en kniv.

Sådan har den i dag 20-årige mand forklaret under retssagen. Han har erkendt at være skyld i pædagogens død, men afvist, at der var tale om manddrab. Men Retten i Holbæk er uenig.

- Du må have indset det som overvejende sandsynligt, at knivstikkene kunne medføre døden, lyder det fra retsformand Peder Johannes Christensen, da han onsdag over middag afsiger dom i sagen.

Den 20-årige mand dømmes for manddrab og skal anbringes på en psykiatrisk afdeling. På grund af hans sindssygdom kan han nemlig ikke straffes med fængsel.

Drabet skete om eftermiddagen den 30. december 2020 uden for beboerhuset på bostedet Ørbækskilde. Her kom pædagogen i klammeri med den unge mand. En video, som er blevet afspillet under sagen, viser optrinet.

Pædagogen skubbede den unge mand omkuld, og det udløste et angreb fra den sindslidende, som var bevæbnet med en springkniv.

Flere gange blev kniven hugget mod Yamma Ahamadzai. To gange ramte den ham i venstre side af brystet. Det ene stik var dræbende.

Den dømte overvejer, hvorvidt han vil anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/