En machete, en større mængde hash, en mindre mængde skunk, en lille smule kokain og knap 900 viagrapiller.

Det var, hvad en 20-årig mand fra Østfyn fik beslaglagt af politiet i 2020.

Mandag mødte han ved Retten i Svendborg, hvor han tilstod at have været i besiddelse af blandt andet 887 viagrapiller, som han delvist havde til hensigt at videresælge.

Derudover erkendte han, at han i perioden mellem 1. oktober 2020 og 25. december samme år havde solgt mere end to kilo hash til et større antal personer.

Salget havde indbragt mindst 100.000 kroner.

Fortjenesten nåede dog ikke at forsøde den 20-åriges tilværelse synderligt, for 25. december blev de 100.000 kroner beslaglagt af politiet.

I månederne inden havde politiet allerede – udover viagrapillerne – ad to omgang beslaglagt i alt knap 30 gram hash, som den 20-årige selv havde tænkt sig at bruge.

Under politiets besøg 25. december fik han desuden beslaglagt en machete med en bladlængde på 45 centimeter, 91,58 gram hash og 12,84 gram skunk med henblik på videreoverdragelse.

Ud over det havde han 0,72 gram kokain, som han havde tænkt sig at tage selv.

Den 20-årige havde ingen tidligere relevante domme og blev idømt tre måneders betinget fængsel med vilkår om misbrugsbehandling.