Seks måneders betinget fængsel og en toårig prøveperiode er bestemt ikke straf nok til den nu rufferidømte ekspolitiker Per Zeidler.

Det mener en nu 20 år gammel kvinde, der som 19-årig deltog i en af ekspolitikerens 73 gangbang-fester under pseudonymet 'Putte'.

»Jeg havde håbet på, at han fik noget mere, fordi jeg tænker, det har stået på i så mange år. Det er ikke bare en lillebitte sag. Det er noget, der stået på længe. Jeg har fået at vide, at det er otte år – så jeg synes, straffen er lidt lav,« siger kvinden til Fyens Stiftstidende.

Per Zeidler erkendte sig torsdag eftermiddag skyldig i at have stået bag i alt 73 såkaldte gangbangs, hvor omkring 50 kvinder havde sex med mellem otte og 12 mænd, der betalte for at deltage.

Festerne indbragte Per Zeidler, og en medtiltalt 55-årig mand fra Vejle-området, en fortjeneste på 200.000 kroner.

'Putte' deltog i en gangbang-fest, der fandt sted i november 2017.

Selvom den 20-årige ikke er tilfreds med længden af dommen til Per Zeidler, er hun fint tilfreds med, at ekspolitikeren fik en betinget dom, så han ikke skal bag tremmer, da sagen 'heller ikke er værre'.

Da torsdagens retssag kørte som en tilståelsessag, skulle 'Putte' ikke vidne, og det ærgrer hende, da hun gerne ville have fortalt retten om 'alle de løgne og bullshit', som Per Zeidler og den medtiltalte ifølge 'Putte' har fyldt gangbang-pigerne med.

Ifølge den 20-årige blev hun og en anden kvinde blandt andet stillet et langt større beløb i vente end de 5000 kroner, de endte med at modtage for deres deltagelse.

Ifølge hende fik pigerne betaling efter, hvor mange mænd der kom, mens priserne svingede fra 1000 til 2500 kroner, alt efter hvilke ydelser mændene ønskede – for eksempel med eller uden kondom, analsex og så videre.

Et af systemerne, der skulle holde styr på mændenes tilkøb, var armbånd i forskellige farver, men ifølge 'Putte' var det umuligt for kvinderne at holde styr på, hvor mange mænd de tilfredsstillede, da man – som hun beskriver det – 'ikke ligger og tæller, mens man er i gang'.

»Der kan have været 10 mænd, og det kan man altså ikke holde styr på, når man er midt i det. Ansigterne glider ligesom sammen. Vi fik jo heller ikke at vide, hvem der havde købt hvad på forhånd. Så selv om de havde armbånd på, vidste vi ikke, hvem der havde ret til hvad, siger 'Putte' til Fyens Stiftidende.

'Putte' fortæller endvidere, at Per Zeidler og den 55-årige fortalte kvinderne, at de ikke modtog nogen penge ud over til leje af lokaler. Hun tvivler også på, at de to mænd kun har tjent de 200.000 kroner, som de er blevet idømt at betale tilbage.

Per Zeidler fortalte selv i retten i torsdags, at det var lysten og ikke ussel mammon, der drev værket.

»Vi syntes, det var frækt, at vi kunne føre mænd og kvinder sammen. Vi sikrede os, at kvinderne gjorde det af egen fri vilje. Det skulle være sjovt for alle parter,« sagde han i vidneskranken.

Gangbang-arrangementerne foregik som oftest i dagtimerne på adresser både i Østjylland, på Fyn og i Københavnsområdet. Kvinderne og mændene var helt almindelige, veluddannede danskere. Per Zeidler stod for annonceringen, mens den medtiltalte stod for rekrutteringen af kvinder.

'Putte' har kun deltaget i gangbang én gang, hvor arrangementet fandt sted i Ammitsbøl Forsamlingshus ved Vejle. Hun var dengang 19 år og deltog frivilligt.

Per Zeidler blev fanget på fersk gerning af Århus Stiftstidende kort før kommunalvalget i november 2017, da han mødte op til et arrangement i netop Ammitsbøl Forsamlingshus.

Herefter begyndte korthuset at ramle for den daværende formand for familieudvalget i Syddjurs Kommune. Et enigt udvalg fratog ham formandsposten, og den borgerlige lokalliste, han havde stiftet sammen med sin søn, endte med at trække sig fra kommunalvalget.

I januar 2018 fik Per Zeidlers hustru nok og forlod ham, og den dag i dag har han ikke kontakt med to af sine sønner. Siden sagen så dagens lys, er han flyttet 11 gange, har søgt 70 forskellige job og haft en svær depression, fortalte Zeidler i retten.