En 20-årig mand måtte mandag aften behandles på Aarhus Universitetshospital, efter han var blevet overfaldet i Gellerupparken ved Aarhus.

De første meldinger lød på, at den 20-årige havde pådraget sig overfladiske skader i den ene balle.

Ifølge kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen blev den 20-årige dog tildelt flere stik i det ene baglår og ikke som først udmeldt i ballen, skriver Århus Stiftstidende.

Overfaldet vurderes af politiet til at være et internt opgør i et kriminelt miljø, uden at der er tale om et bandeopgør.

I forbindelse med overfaldet var Østjyllands Politi i flere timer til stede på Gudrunsvej for at efterforske episoden.

Kort tid efter midnat skrev politiet dog på Twitter, at man havde forladt området igen.

Østjyllands Politi oplyser til B.T., at den 20-årige er blevet stukket gentagne gange i låret med en form for stikvåben, men at skaderne ikke er alvorlige.

Politiet ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at fortælle, hvor mange gange manden er blevet stukket, eller hvilken type stikvåben der blev anvendt til overfaldet.