En ung mand fra Ringsted kan vælge mellem 20 dage i brummen eller en bøde på 40.500 kroner, efter at han er kendt skyldig i blandt andet en hasarderet overhaling.

4. april 2011 overhalede en 19-årig mand to biler på Holbækvej i Benløse og trak lige ind foran dem, så de to chauffører måtte træde bremsen i bund. 17 måneder senere har Retten i Roskilde idømt ham en kæmpe færdselsbøde på 40.500 kroner.

Bøden dækker over ni forskellige sager, hvor den førnævnte er den væsentligste grund til, at den nu 20-årig mand må gribe dybt i lommen. En af de to biler, som han overhalede, havde nemlig to civile betjente på de to forreste sæder, og de valgte at optage den dømtes hasarderede kørsel med et videokamera. Det skriver sn.dk.

Anklageskriftet på episoden på Holbækvej blev færdig i juni sidste år, men siden da har manden begået otte andre ulovligheder - den seneste for 12 dage siden.

De ni forhold er nu samlet sammen i en pulje, der altså har resulteret i en bøde på lidt over 40.000 kroner.

Anklageren krævede, at den 20-årige skulle have en bøde på 71.000 kroner for den ulovlige overhaling, 10 gange kørsel uden kørekort og nogle »småting«.

Men retten vurderede, at det er for meget, når man tager forbrydelsens grovhed i betragtning.

Den unge mand kan vælge at »veksle« bøden til 20 dages fængsel, hvis han ikke betaler.