Nyt skyderi på åben gade på Nørrebro. 20-årig er ramt, men uden for fare. Politiet håber på hjælp fra vidner

En 20-årig mand blev natten til fredag ramt af skud på Nørrebro i København.

Skyderiet skete på åben gade i Rantzausgade ved Kapelvej klokken 23.30.

- Den 20-årige, der netop havde fejret sin fødselsdag, blev ramt af skuddet i venstre lår og af bekendte bragt til Rigshospitalet. Han er uden for fare, fortæller politiets centrale efterforskningsleder, Dannie Rise.

Politiet var først på natten talstærkt til stede i området og afspærrede en strækning på 400 meter af Rantzausgade, men har ikke anholdt nogen gerningsmand.

- En mørk bil blev lige efter skyderiet set køre derfra med så stor fart, at det vakte opmærksomhed hos mange, fortæller Dannie Rise.

- Vi ville blive rigtig glade, hvis nogen kan hjælpe os med oplysninger om bilmærke og registreringsnummer, siger efterforskningslederen.

Strækningen på Nørrebro har tidligere været skueplads for skyderi under bandekrigen. Men om der er nogen forbindelse hertil, kan politiet endnu ikke sige noget om.



/ritzau/