Det kunne ikke afvises, at manden troede, at der var samtykke til samleje med kvinde på kaserne, mente byret.

En 20-årig mand er frikendt for anklager om at have voldtaget en kvinde på Vordingborg Kaserne i slutningen af maj. Det afgjorde Retten i Nykøbing Falster tirsdag.

Det fortæller auditør Claus Risbjerg, der mødte op for den militære anklagemyndighed.

- Retten lagde vægt på, at man ikke kunne afvise hans forklaring om, at han troede, at der var samtykke til det (samlejet, red.), siger han.

Sagen drejede sig om en episode, der fandt sted om morgenen torsdag 30. maj i år på Vordingborg Kaserne.

Her havde den 20-årige samleje med en i dag 27-årig kvinde, som ifølge anklageskriftet var ude af stand til at modsætte sig, da hun var beruset.

Både den nu frifundne mand og den forurettede var på daværende tidspunkt ansat i Forsvaret.

Manden har i retten fortalt, at han var overbevist om, at kvinden også ønskede at have sex. Og den forklaring kunne retten ikke afvise.

- Retten kunne ikke lægge til grund, at han havde forsæt til at begå noget kriminelt, eller at han måtte have indset, at hun ikke var i stand til at sige fra, siger Claus Risbjerg.

Den militære anklagemyndighed har endnu ikke taget stilling til, hvorvidt den ønsker at anke dommen.

- Det vil der blive taget stilling til inden for de næste 14 dage. Det er ikke endeligt afgjort endnu. Vi skal lige læse dommen igennem og forholde os til begrundelsen, og så tager vi den derfra, siger han.

/ritzau/