En mand på 20 år er blevet anholdt under mistanke om at have voldtaget en 14-årig pige.

Manden, der er fra Hedehusene, blev anholdt torsdag formiddag. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport fredag.

Han er mistænkt for at stå bag en voldtægt af en blot 14-årig pige fra Haslev lørdag den 29. september i år klokken cirka 02:25 om natten.

Voldtægten skal ifølge pigens forklaring have fundet sted på en parkeringsplads på Ny Østergade i Roskilde. Pigen har forklaret, at hun mødte gerningsmanden på et diskotek, og at de havde fulgtes ad til p-pladsen, hvor gerningsmanden havde begået en fuldbyrdet voldtægt af den unge pige

'Politiet har siden anmeldelsen samme nat efterforsket sagen intensivt og fået den mistænkte identificeret ud fra vidneudsagn, videoovervågning og efterforskning via sociale medier', oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Den 20-årige mand fremstilles fredag formiddag i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav fra anklagemyndigheden om varetægtsfængsling.

Politiet oplyser, at man vil begære om lukkede døre.

Det er ikke oplyst, hvordan den anholdte forholder sig til sigtelsen.