I en hospitalsseng på Skejby Sygehus ligger en bare 20 år gammel mand. Hans hjerte slår endnu, men han er erklæret klinisk død.

Manden var offer for et brutalt overfald i Horsens tirsdag, hvor han blev tævet i en sådan grad, at han fik livstruende blødninger i hjernen.

»Jeg og hele familien er i sorg. Han er en ener, der som ingen anden formår at sprede lys og glæde omkring sig,« siger den 20-årige mands mor til B.T.

Hun og resten af familien står i disse dage ved sygesengen på Skejby Sygehus og nægter at slippe håbet om, at deres elskede kan slippe med livet i behold fra det voldsomme overfald. Derfor har moderen også lavet et Facebook-opslag, hvor hun opfordrer alle til at sende deres bønner i sønnens retning.

Et Facebook-opslag, som er blevet kommenteret og delt mere end tusinde gange.

»Alle mine seks børn plus nogle ekstra er hos mig her på Skejby Sygehus og udsender en ophøjet kærlig ro. Mine venner og familie kommer og går med friske arme, som vi kan græde ud i, og vi prøver så vidt muligt at gå i samme lokale væk fra ham, når vi bryder sammen. Det sker flere gange i døgnet,« fortæller hun, inden hun tilføjer:

»Og så er det meget hjertegribende med al den hjælp, som strømmer til.«

Kvinde og mænd anholdt

I alt skulle fire mænd ifølge politiet have stået bag overfaldet. To af dem, en 21-årig og en 29-årig, blev onsdag fremstillet i et grundlovsforhør sigtet for det voldsomme overfald. Af sigtelsen fremgår det ifølge Horsens Folkeblad, at den 20-årige mand først blev tæsket til bevidstløshed i Sølvgade i Horsens, inden han blev smidt ind i bagagerummet på en sort BMW.

Nørretorv i Horsens, hvor bilen med den 20-årige mand i kørte galt.
Nørretorv i Horsens, hvor bilen med den 20-årige mand i kørte galt. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

BMWen kørte efterfølgende i høj fart fra stedet, men under flugten kørte bilen imidlertid galt på Nørretorv, hvor de efterlod den 20-årige mand i hjælpeløs tilstand.

»Han fik hjertestop på Nørretorv,« lød det ifølge Horsens Folkeblad fra specialanklager Anna Holm Christensen, da hun læste sigtelsen op.

De to mænd, der begge nægter sig skyldige, blev fremstillet sammen med en 28-årig kvinde, som ifølge politiet efter hændelsen hentede de formodede gerningsmænd i bil og kørte dem til Vejle.

Kvinden er sigtet for at have bistået med flugten, men nægter sig skyldig. Hun er løsladt igen.

B.T. har været i kontakt med kvindens advokat Mette Grith Stage, der ser sigtelsen som en formalitet.

»Min klient er løsladt, hvilket siger noget om grundlaget for sigtelsen. Jeg forventer, at sigtelsen bliver droppet inden for de næste par dage,« siger hun.

Torsdag blev der afholdt endnu et grundlovsforhør i sagen, da den tredje af de fire formodede gerningsmænd blev fremstillet. Den 21-årige mand blev ligeledes varetægtsfængslet, men nægter sig skyldig.

Dermed er i alt tre mænd varetægtsfængslet i sagen sigtet for vold og frihedsberøvelse, mens en fjerde mand ifølge politiet fortsat er på fri fod.

Hvad der ligger til grund for overfaldet, er uvist, men noget peger ifølge politiet på, at der er tale om et opgør i det kriminelle miljø.

»Efterforskningen peger på nuværende tidspunkt på, at motivet til voldsepisoden omhandler et opgør i kriminelle kredse. De nærmere omstændigheder omkring det er endnu ikke fuldt klarlagt. Det vil indgå i den kommende efterforskning,« har Sydøstjyllands Politi oplyst.