En 20-årig mand er ved Retten i Horsens blevet idømt halvandet års ubetinget fængsel for omfattende kontaktbedrageri.
Det skriver Sydøstjyllands politi.
Manden tilstod torsdag alle 30 forhold om bedrageri og databedrageri af særlig grov beskaffenhed. Svindlen fandt sted i perioden fra 27. august til 19. september 2025.
Den dømte mødte sammen med andre gerningsmænd op på ofrenes hjemmeadresser og udgav sig for at være fra deres bank.
Her fik han tilsneget sig betalingskort og tilhørende koder, hvorefter der blev hævet kontanter i automater.
Kontaktbedragerierne fandt sted i 12 forskellige byer – heriblandt Aarhus, Horsens, Randers, Herning og Holstebro.
Ud over fængselsstraffen skal den 20-årige betale erstatning til de forurettede parter.
