Var hjælpen kommet meget senere, havde en 20-årig mand formentlig været død.
Og så havde politiet stået med en drabssag i stedet for en sag om drabsforsøg. Et drabsforsøg, som en anden 20-årig mand netop er blevet sigtet og varetægtsfængslet for at stå bag.
Drabsforsøget fandt sted ved 14.30-tiden 15. december i en lejlighed i Søborg. Her blev det 20-årige stukket med kniv i en sådan grad, at han blev så alvorligt såret, at han kun overlevede på baggrund af »hurtig og kompetent lægehjælp«.
Efter at være blevet stukket formåede den 20-årige selv at bevæge sig fra lejligheden og ud på gaden, hvor han hurtigt efter blev kørt til behandling på et hospital.
Umiddelbart efter knivoverfaldet anholdt politiet en 17-årig, som fortsat er mistænkt i sagen.
Både den 17-årige og den 20-årige er nu sigtet for at stå bag. Og sidstnævnte er netop blevet varetægtsfængslet i fire uger.
»Knivoverfaldet er sket i et miljø, hvor der ikke er megen hjælp at hente for politiet. Så det er på baggrund af minutiøs efterforskning, at den mistænkte i dag blev stillet over for en dommer,« siger anklager Robert Rafn om sagen.
Den 20-årige nægter sig skyldig og har også kæret varetægtsfængslingen, hvilket betyder, at landsretten nu skal tage stilling til, om man er enig med byrettens beslutning om fængsling.