20-årig eftersøgt: Mistænkt for at have stukket FCM-spiller ned
Motivet kendes endnu ikke.

Motivet kendes endnu ikke.

En 20-årig mand er efterlyst for knivstikkeriet mod FC Midtjylland-spilleren Alamara Djabi.
Det bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi over for B.T.
Hændelsen skete i weekenden, hvor den 19-årige fodboldspiller blev alvorligt såret og var i livsfare, som fodboldklubben tidligere tirsdag har meldt ud.
Alamara Djabis tilstand er nu stabil.
Allerede mandag blev den 20-årige Moussa Habib Jensen efterlyst – mistænkt for at stå bag et knivstikkeri i Herning natten til søndag.
Først nu bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi så, at der er tale om samme sag, der fandt sted i Smallegade i den midtjyske by.

Endnu vides det ikke, hvad motivet til knivstikkeret var.
»Men det er politiets umiddelbare formodning, at der opstod en uoverensstemmelse mellem den 19-årige og gerningsmanden i nattelivet,« lyder det i en pressemeddelelse.
Og det lyder tirsdag morgen, at man endnu ikke har lokaliseret den formodede gerningsmand.
»Allerede i løbet af natten til mandag gjorde vi de første forsøg på at få den mistænkte anholdt, desværre uden held,« siger efterforskningsleder Susanne Kiel Nielsen:
»Vi vil fortsat gerne høre fra personer, der måtte vide, hvor den mistænkte opholder sig, og ikke mindst fra vidner til episoden.«
Politi har givet følgende signalement af den 20-årige Moussa Habib Jensen:
192 centimeter høj, kraftig af bygning og lys i huden.
Han har mørkt kort hår og mørkt fuldskæg.
Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på tlf. 1-1-4.