Tre brande i den samme landsby på to døgn.

Det lyder ikke tilfældigt.

Og det mener politiet da heller ikke, at det er.

Det skriver JydskeVestkysten.

Landsbyen er Marstrup sydvest for Haderslev.

En 20-årig mand er nu anholdt, mistænkt for at stå bag alle tre brande.

Søndag morgen siger Jacob Matthiesen, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til mediet:

»Vi anholder ham derude og har mistanke til, at han står bag brandene i dag og i går, da det er nogenlunde samme modus.«

Alle brandene startede i skraldespande. Den ene blev slukket øjeblikkeligt, den anden nåede også at få fat i et hus, mens den tredje ødelagde et hus med stråtag helt.

Der skete ingen personskade ved nogen af brandene. 

Politiet fandt via efterforskning frem til den unge mand. Det skal nu vurderes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.