OPDATERET søndag kl. 17.42: Pigen meldes nu uden for livsfare.

En tragisk ulykke har ramt en familie i Kirke Hyllinge. Her blev en pige på to år søndag formiddag ramt af en bil.

Ulykken skete, da et familiemedlem skulle bakke og overså pigen.

Pigen er fløjet til Rigshospitalet med helikopter.

Det oplyser vagtchef Lars Galasz fra Midt- og Vestsjællands Politi.

»Det er en tragisk ulykke, hvor et familiemedlem bakker med sin bil og overser pigen, som bliver ramt,« fortæller han.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 10.19.

Pigen betragtes som værende i livsfare.

»Når en lille pige bliver ramt af en bil på den måde, så behandler vi det altid som om, hun er i livsfare, og derfor betragter vi hende som værende dette,« siger vagtchefen og uddyber:

»De tal, der kunne indhentes på pigen på stedet, er heldigvis positive.«

En bilinspektør skal undersøge ulykkesstedet i Kirke Hyllinge for at kortlægge de nærmere omstændigheder.