Spansk politi har tilbudt krisehjælp til forældrene til en kun to år gammel dreng, der er druknet i en pool på Mallorca. Det oplyser Guardia Civil til BT.

Politiet undersøger de nærmere omstændigheder, men udelukker at drengen har været udsat for en forbrydelse.

»Det var en hændelig ulykke, der er ikke sket noget mistænkeligt,« siger en talsmand for Guardia Civil.

Ulykken skete i et lejet hus i byen Camí de Sa Torre få kilometer syd for byen Llucmajor. Den to-årige var på ferie med tre voksne og fem andre børn, da ulykken indtraf. Mandag morgen klokken 08:15 vågnede den to-årige før den øvrige familie var stået op og bevægede sig på egen hånd ud i poolområdet.

Da forældrene vågnede, ledte de forgæves efter ham på det værelse, hvor han havde sovet. De fandt drengen liggende livløs i bassinet, og da var det for sent.

Politi og ambulance blev tilkaldt, men trods en ihærdig indsats fra ambulancefolkene lykkedes det ikke at genoplive drengen.

For at være sikre på dødsårsagen, skal den to-årige nu obduceres. Det er uvist, hvornår en obduktionsrapport ligger klar, og hvornår drengens lig kan frigives til begravelse i Danmark.

I mellemtiden er de øvrige deltagere på rejsen blevet tilbudt krisehjælp.

»Familien har det meget dårligt. De er meget chokerede, og vi har tilbudt dem akut krisehjælp med psykologbistand. Jeg ved endnu ikke, om de har taget imod det,« siger talsmanden for spansk politi.

Drukneulykker er ikke en sjældenhed i Spanien. Således beretter ‘El Tiempo Hoy,’ at den danske dreng er nummer 255 druknede i årets første to sommermåneder. De svarer til fire om dagen, hvilket er rekorden, siden drukneulykkerne begyndte at blive registreret.