Der er dage, som aldrig kommer til at fortabe sig i glemsomhedens tåger. Dage, hvis detaljer er ætset ind i krop og sjæl. Sådan en dag er 10. juli for familie, venner og bekendte til Emilie Meng, som brutalt blev myrdet dén dag for to år siden.

»Jeg husker, hvad jeg lavede. Husker, hvordan jeg fik det at vide. Tankerne er der stadig og vender smertefuldt tilbage. Der skal ikke siges mange ord, før det hele bliver aktiveret igen,« siger præsten Anna Kluge, som var tæt på den unge livsglade gymnasieelev, mens hun levede.

Emilie Meng var kun 17 år gammel, da hun sporløst forsvandt natten mellem 9. og 10. juli 2016 efter en glad aften med bytur i Slagelse med en flok veninder.

Mindehøjtidelighed i Korsør for den 17-årige Emilie Meng. Vis mere

De vinkede farvel til hende omkring klokken 4 om morgenen på Korsør Station, hvor en taxi ventede. Emilie ville ikke med. Hun ville gå de sidste par kilometer hjem, sagde hun.

Men hjem kom hun ikke.

Anna Kluge var dengang sognepræst i Sankt Povls Kirke i Korsør, hvor Emilie Meng var kirkesanger. Hun skulle have sunget i kirken den søndag.

Så ikke kun moderen Helene og stedfaderen Jesper var stærkt bekymrede den morgen. Anna Kluge var det også. Det lignede ikke den pligtopfyldende Emilie Meng at blive væk. Men væk var hun.

Uvisheden om den unge gymnasieelevs skæbne var i månedsvis på alles læber. Familie og venner forsøgte desperat at holde liv i en lille gnist af håb, mens eftersøgning på eftersøgning fandt sted i og omkring den sjællandske stationsby.

Men 1. juledag slukkede gnisten, da Emilie Mengs mor, Helene, efter 168 dage fik den værst tænkelige besked, fik sin frygt bekræftet. Hendes datter var myrdet.

I 168 dage levede en gnist af håb. Men juleaftensdag 2016 blev hendes lig fundet 60 km fra Korsør, hvor hun sidst var blevet set. Vis mere

Ét år og 197 dage efter fundet af Emilie Mengs lig i et fredet naturområde ved Borup på Sjælland er mordet på den unge pige stadig uopklaret. Til stor undren for mange.

Hvor langt politiet er i sagen, er uvist. Fra efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lyder meldingen: »Sagen efterforskes fortsat. Men vi har ikke kommentarer til efterforskningen.«

Netop den manglende afslutning på sagen, denne allersidste vigtige brik i den alt for korte historie om Emilie Mengs liv, betyder ifølge Anna Kluge alt for familie og venner.

»Det gør det ekstra svært, at der ikke har været nogen gennembrud i sagen. Der er en sorg, der ikke er helet. Hvordan sådan noget kan ske i Danmark, uden at det bliver opklaret, har jeg svært ved at forstå.

Det var i et vandhul i et naturområde uden for Borup på Sjælland, at liget af Emilie Meng blev fundet. Vis mere

Så at sagen ikke er opklaret, er salt i såret. Selvfølgelig ville det ikke bringe Emilie tilbage, det ville ikke gøre savnet mindre, men der ville være en fornemmelse af retfærdighed,« siger Anna Kluge, som i dag er provst i Næstved og derfor ikke længere har tæt kontakt til familien.

»Men den følelse, som de må sidde med, er følelsen af at være svigtet, forladt. Det må være meget ensomt. Politiet har sikkert gjort, hvad de kunne, men at det indtil nu ikke har været muligt at opklare mordet må gøre, at det svigt og den ensomhedsfølelse bare bliver større.«

Om få uger ville Emilie Meng være fyldt 20 år. Og hendes morder er stadig på fri fod.