Mordere i Danmark har det ikke nemt. Med en opklaringsprocent omkring 95 i drabssager hører dansk politi til i verdenstoppen, når det gælder om at løbe mordere op.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Vi kan godt bryste os lidt af at være rimeligt gode på det felt herhjemme. Her spiller det også ind, at Danmark er et ret homogent og gennemregistreret land. Myndighederne har på mange måder styr på de mennesker, der er her,« påpeger vicekriminalkommissær Kurt Kragh fra Rigspolitiets rejsehold.

Teknik i top
»Det har ændret sig en lille smule de senere år, efter der er kommet mange indvandrere. Nogle af dem opholder sig her illegalt, og andre forsvinder ud af landet, uden at vi ved det,« fortsætter han.

Kurt Kragh påpeger desuden, at dansk politi er med i forreste række, når det gælder om at udnytte moderne teknologi og efterforskningsmetoder.

Det er medvirkende til, at 19 ud af 20 mordere i Danmark kan regne med at blive pågrebet.

I nogle lyssky miljøer har politiet dog ikke altid lige let ved at finde en morder. Det gælder eksempelvis i rockerkredse - og blandt prostituerede.

Alene siden 1990 er i hvert fald fem prostituerede i Danmark blevet myrdet, uden at det foreløbig er lykkedes politiet at finde frem til og få dømt gerningsmanden.

Med mindre øjenvidner direkte har set morderen, er politiet nødt til at forsøge at identificere kvindens kundekreds og søge efter oplysninger i prostitutionsmiljøet.

Men normalt står hverken kunder eller ludere i kø for at snakke med politifolkene.

Desuden kan det i luder-mord tit være svært at fastlægge et entydigt motiv.

Hvorvidt de uopklarede drab har fået de prostituerede til at sikre sig bedre i dag, afhænger ifølge vicekriminalkommissær Kurt Kragh meget af kvindernes nationalitet.

Kontante
»De er meget forskellige i deres måde at arbejde på. Uganda-prostituerede arbejdede i hvert fald på tidspunktet for drabet på Alice Kansiime meget alene. Af og til var de to sammen, men som regel klarede de sig på egen hånd. Det var de ikke bange for, og de var ret hårdhændede og kontante. Hvis kunderne ikke opførte sig ordentligt, smed de dem bare ud,« fortæller han.

»De thailandske prostituerede er typisk flere sammen, og i kulissen er rufferne og alfonserne også meget anderledes i deres måde at styre forretningerne på,« tilføjer han.

Et tip er nok
I statistikken over uopklarede drabssager er der udover drab på prostituerede også en overvægt af andre sex-drab, mord på børn og unge samt rovmord.

Kendetegnende for sagerne er ofte, at ofrene og gerningsmændene tilsyneladende ikke kendte hinanden. Det hæmmer opklaringsarbejdet betydeligt.

Men bare et enkelt tip kan i nogle tilfælde puste nyt liv i efterforskningen af selv ældgamle drabssager.

Mord er nemlig den eneste forbrydelse, der aldrig bliver forældet.