I 18 lange minutter haglede slag, stik og spark ned over to unge mænd, der var fanget som mus i en fælde i en trang frisørsalon på Nørrebro i København.
Nu er 19 af deres fjender fra bandekonflikten blevet tiltalt for voldsorgiet.
De risikerer årelange fængselsstraffe for afstraffelsesaktionen, og for nogle af dem kan en fældende dom også medføre udvisning af Danmark.
Det blodige overfald fandt sted om eftermiddagen 16. september i fjor.
Kl. 15.35 var en 20-årig mand fra Ishøj og hans kammerat gået ind i DK Frisørsalon på Nørrebrogade 216 for at blive klippet.
Men allerede inden de to bandefolk var kommet indenfor i frisøren ved Den Røde Plads, var de blevet genkendt af andre bandefolk, der ville dem ondt og tilkaldte forstærkning.
Tidligere havde begge parter ellers tilhørt grupperingen Brothas med udspring i Mjølnerparken, men som en udløber af den brogede københavnske bandekonflikt var der nu opstået splid.
Det betød, at en såkaldt NNV-gruppering (Nørrebro/Nord-Vest) med støtte fra venner på den Københavnske Vestegn var raget uklar med deres tidligere brødre fra det gamle Brothas.
Det fik de to unge frisør-gæster på Nørrebro pludselig at mærke på den hårde måde.
Ifølge anklageskriftet mod de 19 tiltalte, som B.T. har fået aktindsigt i, blev begge ofre i 18 minutter gennemtævet, sparket og stukket med forskellige redskaber. Nogle af overfaldsmændene tog sig endda tid til at maskere sig.
Det ene offer blev blandt andet stukket med en kniv i halsen, ligesom han blev slået og sparket i både ansigtet og på kroppen. Det betød blandt andet, at han brækkede næsen, fik en flænge i baghovedet og et snitsår på halsen.
Også det andet offer blev slået og sparket på kroppen og i ansigtet, ligesom han blev slået i ryggen med en stump genstand og også stukket i både ryg og skulder med et spidst instrument.
Ifølge anklageskriftet dannede nogle af de i alt 19 tiltalte en slags prop i døren til frisørsalonen, så ofrene ikke havde en chance for at slippe væk, ligesom andre udefra ikke kunne komme dem til hjælp.
Og for at gøre det mudrede bandebillede endnu mere broget, ringede en af de tiltalte undervejs også til en person i Brothas-grupperingens tidligere dødsfjender i banderivalerne fra Loyal To Familia, så der også kom to personer med tilknytning til for at bidrage til afstraffelsen af de to ofre.
Et af de maltrakterede ofre er tidligere blevet idømt flere års fængsel for en næsten lige så brutal afstraffelse af en ung mand, der blev afpresset og mishandlet i flere timer, indtil han betalte en stor dummebøde.
Gerningsstedet for overfaldet i september 2018 - DK Frisørsalon ved Den Røde Plads - var i øvrigt 1. august 2017 også det sted, hvor en anden bandefigur blev ramt i ballen, da der under bandekrigen dengang blev affyret fem skud.
Stort set samtlige 19 tiltalte er under deres varetægtsfængslinger blevet beskyttet med navneforbud. For fire af dem kan den kommende retssag til maj risikere at koste dem både en længere fængselsstraf samt udvisning af Danmark.