En 19-årig kvinde pådrog sig livstruende skader, da hun natten til torsdag blev kørt ned af en bil på Amager i København.

Ulykken skete ved tre-tiden i krydset mellem Englandsvej og Sundholmsvej.

Her kom den unge kvinde cyklende, da hun blev ramt af bilen.

Hendes tilstand betegnes som kritisk, oplyser vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.

»Hun blev ramt af en bil, hvor bilisten flygtede fra stedet,« siger han til B.T. og tilføjer, at politiet lige nu er ved at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

Heriblandt også årsagen til, hvorfor ulykkesbilisten valgte at tage flugten.

Derfor er det endnu uklart, hvorvidt der har været for høj fart eller alkohol involveret i ulykken.

Ifølge Ekstra Bladet er der dog mistanke om, at føreren har været påvirket af enten stoffer eller alkohol.

Politiet arbejdede på at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.
Politiet arbejdede på at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.
Vis mere

Et vidne fandt den unge hårdt kvæstede kvinde og slog alarm.

Kort efter ulykken anholdt politiet tre unge mænd i begyndelsen af 20erne, som man formoder kan have forbindelse til ulykken.

»De blev fundet i nærheden sammen med en bil med skader på fronten, men om det er dem, er vi i gang med at undersøge,« siger han.

Færdselsloven kræver, at alle, som måtte være indblandet i en færdselsuheld, standser op. På ulykkesstedet har man pligt til at hjælpe tilskadekomne i muligt omfang.

Man har også pligt til at tilkalde politiet, hvis man har forvoldt betydelig skade på personer eller materiel.

Flugtbilisme - som det kaldes, når man stikker af fra et færdselsuheld - kan i grove tilfælde med tilskadekomne også straffes efter straffeloven. Heri er der en bestemmelse, som udløser fængsel, hvis man efterlader personer i hjælpeløs tilstand.

Torsdag eftermiddag oplyser Københavns Politi til B.T., at kvinden fortsat er i kritisk tilstand.

/ritzau/