19-årig skal formentlig i grundlovsforhør efter dødelig ulykke
En mand og en kvinde mistede livet i en ulykke søndag formiddag. 19-årig bilist er uden for livsfare.

En mand og en kvinde mistede livet i en ulykke søndag formiddag. 19-årig bilist er uden for livsfare.

En 19-årig mand, der søndag var involveret i en alvorlig trafikulykke i Måbjerg nord for Holstebro, er uden for livsfare og skal formentlig fremstilles i grundlovsforhør mandag.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Rasmus Poulsen tidligt mandag morgen til Ritzau.
En mand og en kvinde mistede livet i ulykken.
Imens blev den 19-årige fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby til behandling for sine skader.
Mandag skal han formentlig fremstilles i grundlovsforhør - uagtet om han fysisk er i stand til at møde op i retten, siger Rasmus Poulsen.
Ulykken fandt sted klokken 10.42 i krydset Struer Landevej/Nordre Ringvej.
Politiet har talt med vidner til ulykken, og et dashcam, altså et kamera i en bil, har optaget kollisionen.
På den baggrund sagde politiet søndag, at det tyder på, at en personbil med den 45-årige mand og 36-årige kvinde holdt for rødt, da den blev påkørt bagfra af en anden personbil, der kørte med høj fart. I den bil sad den 19-årige mand.
En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet. Det er almindeligt i forbindelse med trafikulykker med alvorlig personskade eller dødelig udgang.
Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
RITZAU