Torsdag omkring klokken 17.45 blev en ung mand stukket ned med kniv i Horsens.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Flere patruljer blev kaldt ud til boligkvarteret Axelborg i Horsens, hvor et område blev spærret af og undersøgt af hunde og kriminalteknikere.

Her blev der også søgt efter vidner og indledt en afhøring af dem.

I løbet af efterforskningen var der en opfattelse af, at knivstikkeriet foregik mellem personer, der kender hinanden.

»I forbindelse med den indledende efterforskning blev en 23-årig mand anholdt, og det undersøges nu om, og i givet fald, hvilken rolle den pågældende måtte have haft i hændelsen,« skriver politiet i pressemeddelelsen.

»Resultatet af denne del af efterforskningen vil afgøre, om der bliver tale om fremstilling i grundlovsforhør,« skriver politiet videre.

Efterforskningen fortsætter fredag, hvor politiet skal gennemse billeder fra videoovervågningen i området og undersøge, om de personer, der var på stedet, har noget med knivstikkeriet at gøre.

Sådan så det ud i Horsens ved boligområdet Axelborg i Horsens, da politiet rykkede ud til et knivoverfald. Foto: Presse-fotos.dk
Sådan så det ud i Horsens ved boligområdet Axelborg i Horsens, da politiet rykkede ud til et knivoverfald. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Afspærringen og sikring af spor blev ophævet torsdag klokken 23.15.

Hvis du sidder inde med oplysninger om hændelsen, kan du kontakte politiet på telefon 114.