Sent torsdag aften er en ung mand på 19 år blevet stukket to gange i ryggen med kniv på åben gade i Aalborg.
Det oplyser Nordjyllands Politi til Nordjyske.
Den 19-årige havde været i Jomfru Ane Gade med et par kammerater. Da den unge mand forlod gaden, kom en ukendt gerningsmand løbende bagfra og stak den 19-årige to gange i ryggen.
Efterfølgende flygtede gerningsmanden fra stedet.

Som følge af knivoverfaldet er Limfjordsbroen blevet spærret i nordgående retning. Den 19-årig mand blev fundet på broen.
»Vi træffer ham oppe på Limfjordsbroen, hvor han er flygtet op,« siger vagthavende ved Nordjyllands Politi, Rene Kortegaard, til Ritzau.
Ifølge vagtchefen er knivstikkeriet sket på en gade nær Limfjordsbroen i Aalborg. Præcist hvor ved politiet endnu ikke.
»Det hele er stadig meget uklart. Vi har heller ikke rigtigt noget signalement af den formodede gerningsmand,« siger Rene Kortegaard.
Den 19-årige mand blev efter overfaldet bragt til hospitalet, hvor han er blevet opereret i nat. Politiet oplyser fredag morgen B.T., at han derfor endnu ikke er blevet afhørt – ud over en kort snak.
Han er ifølge politiet fra lokalområdet.