19-årig mand skal i grundlovsforhør efter dødelig ulykke
En 19-årig er sigtet for uagtsomt manddrab efter en trafikulykke, hvor en mand og en kvinde mistede livet.

En 19-årig er sigtet for uagtsomt manddrab efter en trafikulykke, hvor en mand og en kvinde mistede livet.

En 19-årig mand, der søndag var involveret i en alvorlig trafikulykke, hvor to personer mistede livet, fremstilles mandag i grundlovsforhør.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.
Grundlovsforhøret finder sted i Retten i Holstebro klokken 11.00.
Sigtelsen lyder på uagtsomt manddrab, oplyser politiet til Dagbladet Holstebro-Struer.
Ulykken skete søndag formiddag i krydset mellem Struer Landevej og Nordre Ringvej i Måbjerg, der ligger nord for Holstebro.
En mand og en kvinde mistede livet i ulykken. Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer var de to gift.
Den 19-årige kom desuden alvorligt til skade og blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby for at blive behandlet for sine skader.
Tidligt mandag morgen meddelte Midt- og Vestjyllands Politi, at han var uden for livsfare. Han er ifølge Dagbladet Holstebro-Struer fortsat indlagt.
Den 19-årige fremstilles derfor in absentia. Han vil dermed ikke være til stede i retten under grundlovsforhøret.
Efter ulykken har politiet talt med vidner, og et såkaldt dashcam - et kamera i en bil - har optaget kollisionen.
Søndag sagde politiet, at det tyder på, at en personbil med en 45-årig mand og en 36-årig kvinde holdt for rødt, da den blev påkørt bagfra af en anden personbil, der kørte med høj fart. I den bil sad den 19-årige mand.
Det vides endnu ikke, hvor hurtigt den 19-årige kørte, siger Frederik Bertelsen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro, til Dagbladet Holstebro-Struer.
- Men det har været voldsomt, da bilerne rammer hinanden. Der er også flere vidner, som er blevet overhalet på motorvejen med meget høj hastighed - og på motorvejen må man køre 130 kilometer i timen, siger han til mediet.
Ulykkesstedet er blevet undersøgt af en bilinspektør. Det er almindeligt i forbindelse med trafikulykker med dødelig udgang eller alvorlig personskade.
En bilinspektør kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, og om der er foretaget en opbremsning eller lignende.
RITZAU