Påskesøndag mistede en 19-årig mand livet i en svømmehal i Randers. Han blev fundet livløs på bunden af bassinet.

Den tragiske hændelse skete kort før middag søndag 17. april i Water & Welness, skriver Randers Amtsavis torsdag.

Den 19-årige mand var i svømmehallen med sin far, da han på et tidspunkt blev opdaget livløs på bunden. Svømmehallens livreddere trak ham op og begyndte med det samme hjertelungeredning.

Han havde på det tidspunkt fortsat hjerterytme. Men få timer senere på Regionshospitalet Randers blev den unge mand, trods livreddernes og lægernes forsøg på at redde ham, erklæret død.

»Det er det værste, der overhovedet kan ske. Det er også den største frygt, at det sker. Det er rigtig tragisk, men der var desværre ikke noget at gøre,« siger Michael Steensgaard, direktør for Water & Wellness, til B.T.

Direktøren understreger desuden, at livredderne har al den uddannelse, der kræves.

Drukneulykken skete i et stort bassin med en stor bundflade. Ifølge direktøren skulle flere øjenvidner have set den unge mand, som lå og dykkede på bunden. Men de havde ikke bemærket, at han stoppede med at bevæge sig.

»Vores livreddere var på pletten med det samme og påbegyndte hjertemassage. Det er gået meget stærkt, for der har været fem livreddere på vagt den dag i komplekset, som runderer rundt,« siger Michael Steensgaard.

Den læge, der ankom til svømmehallen, og som også tog med den unge mand videre på hospitalet, vendte også tilbage til svømmehallen senere på dagen.

Det gjorde hun for at fortælle svømmehallens livreddere, at de havde gjort alt rigtigt.

»Det er en tragisk ulykke, der berører os alle. Som direktør og medejer føler jeg om nogen med de efterladte, det er så forfærdeligt.«

Både ansatte og en enkelt gæst har fået krisehjælp efter drukneulykken, siger direktøren. Fredag vil svømmehallen samle alle livredderne tilknyttet Water & Wellness, så de sammen kan tale om det, der skete.

Det er anden gang på under et halvt år, at en person mister livet i Water & Wellness i Randers.

»Det er rigtig, rigtig tragisk, at det sker to gange. Vi har 320.000 besøgende om året, så det er helt forfærdeligt, at det kan ske – men det sker desværre,« siger direktøren.

Østjyllands Politi bekræfter drukneulykken over for Randers Amtsavis. De ønsker ikke at udtale sig om dødsårsagen, men fortæller, at deres vurdering er, at der er sket en tragisk ulykke.

Deres undersøgelser er afsluttet.