En 19-årig mand er natten til søndag blevet dræbt med knivstik i boligområdet Reginehøj i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det var klokken 00.39, at politiet modtog en anmeldelse, der gik på tumult og uro mellem flere mænd på Reginehøjvej i Aarhus.
Da politiet ankom, var der dog ikke umiddelbart tegn på nogen forurettede parter, men kort efter kom der besked fra skadestuen.
Her var der kommet en mand ind med alvorlige skader efter knivstik, og hans liv stod ikke til at redde.
Politiet er nu i fuld gang med at efterforske sagen.
»Siden anmeldelsen har vi lavet undersøgelser på stedet, foretaget afhøringer og gennemgået relevant videoovervågning, og ud fra den indledende efterforskning er det vores formodning, at drabet bunder i et opgør i det kriminelle miljø,« siger politiinspektør Anders Uhrskov i pressemeddelelsen.
På trods af efterforskningen er der dog endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.
Og nu vil politiet derfor gerne i kontakt med eventuelle vidner til hændelsen.
Derfor opfordrer de folk, der kunne ligge inde med relevante optagelser fra deres bil eller andre steder, til at kontakte politiet på 114.
For at komme den utryghed, der vil komme i området, i møde, vil politiet de næste par dage være ekstra synlige til stede i området.
Der kan ikke oplyses yderligere i øjeblikket.