En 19-årig mand er blevet sendt i fængsel for at have snydt en lang række ældre mennesker for penge og værdier over hele Sjælland. 

Ved Retten i Roskilde fik den unge mand en dom på et år og tre måneders fængsel.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse. 

Ifølge retten udgav den 19-årige sig for at være fra banken og bankede på hos ældre borgere, som han overtalte til at udlevere hævekort, koder, kontanter og smykker. 

I alt gik det ud over 16 ofre i alderen 57 til 93 år. Flere fik tømt deres konti for titusindvis af kroner.

Svindlen ramte blandt andet Holbæk, Roskilde og Hørsholm. I nogle tilfælde blev der hævet over 20.000 kroner fra ofrenes konti.

Den 19-årige blev også dømt for et mislykket forsøg på svindel mod en 93-årig kvinde i Nivå. 

Under episoden faldt kvinden og kom til skade, hvorefter den unge mand stak af. 

Retten frifandt ham dog for at have efterladt hende i hjælpeløs tilstand.

Under retssagen erkendte den unge mand sin rolle og forklarede, at han var blevet lokket af løftet om nemme penge fra ukendte bagmænd. 

Retten lagde vægt på de mange ofre og deres høje alder, men gav en mindre strafrabat for tilståelsen.

Den 19-årige blev fortsat varetægtsfængslet efter dommen.